17.06.2008
Bosch og Samsung SDI Co. Ltd. planlægger joint venture for udvikling og produktion af lithium-ion-batterier
- Joint venture med planlagt start i september 2008
- Virksomhed med hovedsæde i Korea
Robert Bosch GmbH og den koreanske virksomhed Samsung SDI Co. Ltd. har besluttet at etablere et joint venture for udvikling, produktion og salg af lithium-ion-batterisystemer. Det er planen, at det nye joint venture med navnet ”SB LiMotive Co. Ltd.” og hovedsæde i Korea vil starte sine aktiviteter i september 2008. Robert Bosch GmbH og Samsung SDI Co. Ltd. ejer hver 50 % af virksomheden. Begge virksomheder vil være ligeligt repræsenteret i direktion og bestyrelse. Etableringen af det nye joint venture afventer monopolmyndighedernes godkendelse.
Virksomhederne planlægger i fællesskab at udvikle og fremstille lithium-ion-batterier til anvendelse inden for bilindustrien og sælge disse over hele verden. Lithium-ion-batterier er grundlaget for fremtidsorienteret teknik i bilen som f.eks. hybridmotorer og elektriske motorer. Som led i sin hybridprojektenhed har Bosch allerede opbygget omfattende ekspertise inden for områder som ydelseselektronik, batterimanagement, elektriske motorer, gear eller jævnspændingstransformatorer. Samsung SDI Co. Ltd. har fokus på videreudvikling af lithium-ion-batterier. Virksomheden fremstiller allerede disse til mange producenter af notebooks, mobiltelefoner og elværktøj. I 2007 fremstillede Samsung SDI Co. Ltd. 376 millioner battericeller. I dag har Samsung en internationalt førende position inden for lithium-ion-batteriteknik.