PSA gruppen og Bosch går sammen om hybridudvikling
PSA Peugeot Citroën og Robert Bosch GmbH har indgået et strategisk partnerskab for dieselhybridteknologi. I henhold til aftalen, der blev underskrevet for nylig, skal Bosch være med til at udvikle, seriefremstille og levere elektromotorer og motorelektronik til PSA gruppens dieselhybriddrivlinje, der anvendes i biler med firehjulstræk. Den innovative dieselhybridteknik, der blev præsenteret for første gang på biludstillingen i Paris i konceptmodellerne Peugeot Prologue og Citroën Hypnos, vil fra 2011 være at finde i biler fra Peugeot og Citroën. Dieselhybridteknikken er en central del af PSA gruppens miljøstrategi. Udviklingen og seriefremstillingen af denne teknik er en af de store udfordringer for den franske bilproducent.
Ved kun at vælge én partner sætter PSA gruppen fart i lanceringen af dieselhybridbiler i Europa. Som verdens førende producent af autoteknik blev Bosch valgt til at levere en række komponenter til dette system. Normalt får PSA gruppen sine komponenter leveret fra forskellige leverandører.
Som led i aftalen leverer Bosch elektromotorer til baghjulstrækket, de indbyggede højspændingsgeneratorer foran og den nødvendig elektronik, der kontrollerer dem. Derudover leverer Bosch også interface mellem de elektroniske komponenter, det blokeringsfri bremsesystem ABS og det elektroniske stabilitetsprogram ESP for at optimere energigenindvindingen.
Dette tætte samarbejde mellem partnernes udviklingsteam vil optimere den hybride drivlinje og samtidig sætte fart i erhvervelsen af viden på dette område, der sandsynligvis vil stige kraftigt i de kommende år.
Med dette partnerskab bekræfter PSA gruppen sin tillid til Bosch og understreger sin målsætning om at indgå langsigtede strategiske forbindelser med visse leverandører. Den franske bilproducent er overbevist om, at tekniske innovationer hurtigere og billigere kan komme på markedet på denne måde, hvilket kan bidrage til at sænke CO2-emissionen betydeligt. PSA gruppen går desuden ud fra, at denne aftale styrker den europæiske hybridteknikbranche.
Bosch ser det tætte samarbejde med PSA gruppen som nøglen til en fælles udvikling af et innovativt, effektivt og konkurrencedygtigt hybridsystem. Bosch har beskæftiget sig med hybridteknik i mere end 30 år og har en omfattende ekspertise, når det gælder batteri-, elektromotor- og bremsestyring samt motor- og gearstyring. Inden for Bosch koncernen er ca. 370 medarbejderes ekspertise samlet i en hybrid projektenhed, hvis formål det er at udvikle og markedsføre systemer og komponenter til hybrid- og elbiler.